Kunstig intelligens sænker pensionskunders risiko for langtidssygdom med 70 pct

De seneste tre år har PFA brugt kunstig intelligens til at forebygge langtidssygdom. Nu viser nye tal, at kundernes risiko for at blive langtidssyge bliver markant lavere takket være AI.

70 pct. Så meget lavere er risikoen for at en PFA-kunde bliver langtidssyg, når kunstig intelligens hjælper sundhedspersonalet med at hjælpe dem, der har det største behov. Det viser en helt ny, omfattende effektmåling af den AI-model, som PFA har bygget for at blive bedre til at forebygge langtidssygdom. 

”Det er en meget markant effekt, som fuldstændig har slået benene væk under os. Vi har i PFA arbejdet med AI igennem flere år, og vi har sammensat et team af nogle af landets klogeste hoveder. Alt fra kvantefysikere til data science ph.d.’ere, der nu har lavet et enormt brugbart værktøj, som vi kan se virker,” siger Morten Winther Hansen, koncerndirektør i PFA.

Vigtig forebyggelse 

Helt konkret giver AI-modellen PFA’s sundhedsfaglige personale besked, hvis en kunde viser tegn på risiko for at blive langtidssyg. Når det sker, rækker PFA proaktivt ud til kunden med et omsorgskald, hvor sundhedspersonalet spørger, hvordan det går, og om vedkommende har brug for hjælp. 

1700 kunder er blevet ringet op proaktivt de seneste to år og har dermed fået reduceret deres risiko for langtidssygdom markant.

”Vi står som samfund i en sundhedskrise, hvor flere og flere bliver langtidssyge. Det er en kæmpe udfordring, som PFA er med til at løse ved at forebygge og hjælpe kunderne med tidlig og proaktiv indsats. Her spiller vores forebyggende brug af kunstig intelligens en afgørende rolle, og det er her vi som branche har noget særligt at bidrage med,” siger Morten Winther Hansen. 

Stort potentiale

Der er 83.000 langtidssyge danskere. Noget der er med til at presse det offentlige sundhedsvæsen, hvor der er stor mangel på varme hænder. Samtidig udgør de mange langtidssyge et stort potentiale for samfundet i en tid med mangel på arbejdskraft. Hvis man lykkes med at få bare 10 pct. tilbage i arbejde, svarer det til, at arbejdsstyrken blev udvidet med 8300 fuldtidsansatte. 

”Vi ved alle, at der er mangel på varme hænder i sundhedssystemet, så hvis vi skal undgå at velfærden bliver forringet, så er det alfa og omega, at vi arbejder smart og effektivt og bruger ny teknologi som AI, der hvor det giver mening,” siger Morten Winther Hansen. 

Sådan virker AI

AI-modellen benytter udelukkende standarddata, som kunderne har delt med PFA. De i alt 29 datapunkter, og deres indbyrdes påvirkninger bruger AI-modellen til at beregne en kundes individuelle risiko for langtidssygdom.

Fordi modellen er så kompleks i sine beregninger, kan forskellige kombinationer af skilsmisse, flytning, bopæl og sygdomshistorik have forskellig indflydelse på sygdomsrisikoen for hver enkelt kunde. Eksempelvis kan en stressdiagnose påvirke kunders risiko for langtidssygdom forskelligt afhængigt af køn, alder og øvrige diagnoser. En stressdiagnose som ligger langt tilbage i tiden kan endda sænke enkelte kunders risiko, da den indikerer, at de har fået hjælp og ikke har haft tilbagefald i en lang periode.

Dermed er AI-modellen langt mere præcis i sin forudsigelser end mennesker og traditionelle risikomodeller, og PFA kan takket være kunstig intelligens række proaktivt ud til de kunder, der har allermest brug for hjælp.