Solide afkast og rekordomsætning i 2016

I 2016 leverede PFA solide afkast til kunderne på op til 8,2 pct. På samme tid satte indbetalingerne rekord. De landede på 31,8 mia. kr., hvilket er en stigning på 10,7 pct. Oveni kommer 22,9 mia. kr. fra fusionen med Bankpension. Derved er der samlet indbetalt 54,7 mia. kr. til PFA i 2016.

PFA går ud af 2016 med et stærkt driftsresultat på 1,5 mia. kr. Af det beløb går 1,3 mia. kr. til KundeKapital, som giver kunderne del i det overskud, PFA skaber. Det kan PFA gøre, fordi ejerne allerede ved selskabets etablering i 1917 frasagde sig deres del af det økonomiske udbytte i PFA.  

Group CEO i PFA Pension Allan Polack siger:
- Vi er meget tilfredse med resultatet for 2016. Vi går ind i 2017, hvor vi kan fejre vores 100-års jubilæum, med en omsætningsrekord på 31,8 mia. kr., en tilgang i kundemidler fra fusionen med Bankpension på 22,9 mia. kr., og et overskud på driften i PFA på 1,5 mia. kr. Når man til det lægger, at vi igen har leveret solide afkast på op til 8,2 pct., så kan jeg godt konkludere, at 2016 har været et godt år for PFA og vores kunder.

PFA leverer i 2016 på de strategiske mål i Strategi2020

PFA forvalter ved udgangen af 2016 kundemidler på 439 mia. kr. og investeringsmidler på 605 mia. kr. Nettovæksten i de samlede kundemidler var på 57,4 mia. kr. svarende til 15 pct. Stigningen er et resultat af vækst i nettoindbetalinger, overførsel af midler fra Bankpension samt investeringsafkast.
På samme tid er omkostningerne per forsikret i 2016 reduceret med 3,4 pct. til 739 kr.

Allan Polack siger:
- 2016 var første år i eksekveringen af Strategi2020, og det er meget tilfredsstillende, at vi leverer på de delmål, vi har sat op. PFA har i 2016 været igennem positiv udvikling. Vi har markant vækst i indbetalingerne, vi har fået 374 nye erhvervskunder, vores afkast er solidt og godt, og så falder omkostningerne per forsikret. Det er meget tilfredsstillende. 

Forbedret resultat på syge-ulykke

Resultatet på syge- og ulykkesområdet er i 2016 -481 mio. kr. mod -644 mio. kr. i 2015. Det er en forbedring på 163 mio. kr.

Til det kommenterer Allan Polack:
- Vi er tilfredse med, at udviklingen på syge- og ulykkesområdet er vendt. Det er et kerneområde for os, og vi har videreudviklet vores strategi i 2016. Fremover vil PFA se forebyggelse, behandling og forsikringsydelser endnu mere i en sammenhæng, og vi vil fortsætte med at forbedre vores produkter og services. 

Solide afkast til kunderne

PFA vil over en femårig periode være de bedste til at skabe afkast. I 2016 har selskabet navigeret sikkert igennem et turbulent investeringsår og endte derfor året med et solidt investeringsafkast på 26,5 mia. kr.

Koncernfinansdirektør i PFA Pension Anders Damgaard siger:
- Afhængig af investeringsprofil og tid til pensionering har kunderne i markedsrente fået et afkast på mellem 6,5 pct. og 8,2 pct., når man medregner KundeKapital. Det er et godt afkast, særligt i lyset af, at inflationen i Danmark er helt nede på 0,3 pct. om året. Og så er det tilfredsstillende, at PFA lever op til sit mål om at være i top på afkast set over en femårig periode til gavn for både virksomhed, medarbejdere og PFA. 

For yderligere oplysninger kontakt:
Kommunikationsdirektør Mikkel Friis-Thomsen, 29 12 36 64 eller mft@pfa.dk.

Hovedpunkter

  • Kunder i markedsrente fik et afkast på mellem 6,5 pct. og 8,2 pct. inkl. afkast af
  • KundeKapital afhængig af risikoprofil. Det samlede afkast i gennemsnitsrenteprodukter var 6,6 pct. Investeringsafkastet er på 26,5 mia. kr.
  • De samlede indbetalinger var på 31,8 mia. kr., hvilket er en vækst på 10,7 pct. fra2015.
  • Oveni kommer 22,9 mia. kr. fra fusionen med Bankpension. Derved er der samlet indbetalt 54,7 mia. kr. til PFA i 2016.
  • Løbende indbetalinger udgør 19,2 mia. kr.
  • Resultatet på syge- og ulykkesforsikring er på –481 mio. kr. mod –644 mio. kr. i 2015.
  • Det samlede forsikringsresultat før skat er på 1.480 mio. kr.
  • Kundekapitalens andel af resultatet er på 1.291 mio. kr.
  • Omkostninger pr. forsikret er 739 kr. mod 765 kr. i 2015.
  • De samlede kundemidler udgør 439 mia. kr. ved udgangen af 2016 og er opgjort som hensættelser til forsikrings- og investeringskontrakter plus KundeKapital.
  •  Nettovæksten i de samlede kundemidler var på 57,4 mia. kr. svarende til 15 pct.
  • Stigningen er et resultat af vækst i nettoindbetalinger, overførsel fra Bankpension samt investeringsafkast.