Sådan kan det franske valg påvirke din pension

Rasmus Pilegaard er seniorstrateg i PFA

Når de franske vælgere d. 23. april går til stemmeurnerne for at vælge en ny præsident, kan det alt efter udfaldet få indflydelse på finansmarkederne, hvor din pensionsopsparing er investeret.

Du bør ikke gøre noget, da PFA har taget en række forholdsregler for at beskytte investeringerne i din pensionsopsparing. Der er en række forskellige kandidater til præsidentposten i Frankrig, men det er PFA’s forventning, at det hovedsagelig er en sejr til højrefløjens præsidentkandidat Marine Le Pen, der eventuelt kan give nervøsitet på finansmarkederne. Det skyldes blandt andet hendes kritiske linje over for EU og frihandel. 

Uanset udfaldet skal man huske, at en pensionsopsparing er en meget langsigtet opsparing, hvor der naturligt vil komme udsving undervejs.

I videoen nedenunder kan du med hjælp fra PFA’s seniorstrateg Rasmus Pilegaard på mindre end tre minutter blive klogere på, hvordan valget kan påvirke finansmarkederne, og hvorfor du som kunde ikke bør gøre noget. 

Ovenstående tekst og video gælder fortrinsvis for markedsrente, PFA Plus. Er du kunde i gennemsnitsrente, kommer enkeltstående begivenheder som valget i Frankrig i reglen ikke til at betyde noget for din langsigtede pensionsopsparing.