PFA leverer fortsat vækst og solidt afkast på 18 mia. kr. i årets første ni mdr.

Resultatet for 1.-3. kvartal viser et solidt PFA, der leverer på koncernens Strategi2020. PFA skaber et solidt afkast på 18,3 mia. kr. i årets første ni måneder, hvilket giver kunder i markedsrente op til 9 pct. i afkast. På samme tid viser PFA fortsat vækst. De løbende indbetalinger stiger med 12 pct., og de samlede indbetalinger er på 25 mia. kr.

Driftsoverskuddet er på 1,3 mia. kr. Heraf går 1,1 mia. kr. tilbage til kunderne gennem KundeKapital, der er PFA’s model for at dele overskud og risiko med kunderne.

”PFA skal sikre, at vores 1,2 mio. kunder har mest muligt at leve af, når de ikke længere skal arbejde. Derfor er jeg tilfreds med at sende 1,1 mia. kr. af vores driftsoverskud på 1,3 mia. kr. tilbage til dem. Når man til det lægger et samlet afkast på mere end 18 mia. kr., og et afkast til kunder i markedsrente på op til 9 pct., så er det klart, at året indtil nu har været godt for PFA og vores kunder,” siger Allan Polack, Group CEO i PFA.

Markedsleder i vækst

PFA er markedsleder på firmapension i Danmark, og regnskabet for 1.–3. kvartal viser, at PFA er i vækst.

I 1.-3. kvartal 2017 steg de løbende indbetalinger med 12 pct., de samlede indbetalinger steg til 25 mia. kr. fra 23 mia. kr., og så har PFA i perioden fået 189 nye kunder og tabt 59.

”Vi vækster godt i de løbende indbetalinger, og vi vinder en stor del nye kunder, hvilket er flot i et modent marked. Væksten i indbetalingerne er på 12 pct., og særlig tilfredsstillende er det, at vores indbetalinger er større end udbetalingerne. Netto-indbetalingerne er på 9,6 mia. kr., hvilket svarer til, at 38 pct. af indbetalingerne går til vækst,” siger Allan Polack.

Flotte afkast til kunderne

PFA har skabt et samlet afkast til kunderne på 18,3 mia. kr. siden årets start, og kunder i markedsrente har fået afkast på op til 9,0 pct.

”Vi har leveret flotte afkast til kunderne i årets første ni måneder. 18 mia. kr. og op til 9 pct., mener jeg, taler for sig selv. Det flotte afkast skyldes især medvind på aktiemarkederne i både Europa og emerging markets, hvor vi har øget vores investeringer,” siger Allan Polack.

PFA’s ambition er at ligge helt i top på det langsigtede afkast. Ifølge de seneste undersøgelser fra det uafhængige analyseinstitut Morningstar ligger PFA i toppen over de seneste to, tre, fire og fem år, når man ser på pensionsselskabernes evne til at skabe afkast i forhold til den risiko, de tager.

Nye forventede levetider påvirker hensættelser

I fremtiden forventes en stigende levealder, og det gør, at PFA øger hensættelserne til livsforsikringsudbetalinger. Pr. 30. september baserer livsforsikringshensættelserne sig i PFA på et 20 års levetidsbenchmark mod tidligere et 30 års. 

Dette reducerer det kollektive bonuspotentiale med 2,2 mia. kr. Forøgelsen har også påvirket resultatet for 1.–3. kvartal 2017, da det ikke er muligt at indtægtsføre fuld risikoforrentning i gennemsnitsrentebestanden.

”Danskerne lever længere og længere, hvilket jo er positivt. Men når vi ser, at levetiderne i Danmark bliver markant forlænget, så er det vigtigt, at vi tager tilstrækkelig højde for det i vores regnskab,” siger Allan Polack.

Resultatet på syge- og ulykkesområdet er for 1. – 3. kvartal 2017 på -306 mio. kr. mod -612 mio. kr. i samme periode sidste år. Det er en forbedring på 306 mio. kr.

Hovedpunkter

  • De samlede indbetalinger er på 25,0 mia. kr. (23,2 mia. kr.) *
  • Nettoindbetalingerne er på 9,6 mia. kr. (10,5)*
  • Resultatet på syge- og ulykkesforsikring er på -306 mio. kr. (-612 mio. kr.)*
  • Det samlede forsikringsresultat før skat er på 1.257 mio. kr. (1.104 mio. kr.)*
  • PFA KundeKapitals andel af resultatet er på 1.078 mio. kr. (943 mio. kr.)* 
  • Omkostninger pr. forsikret er på 524 kr. (517 kr.)*
  • De samlede kundemidler udgør 463 mia. kr. (440 mia. kr.) */**
  • Det samlede investeringsafkast er på 18,3 mia. kr.
  • Kunder i markedsrente har fået et afkast på mellem 4,3 og 9,0 pct. inkl. KundeKapital.
  • Afkast i gennemsnitsrenteprodukter er på 1,8 pct.


* Sammenholdt med samme periode i 2016.
** De samlede kundemidler er opgjort som hensættelser til forsikrings- og investeringskontrakter plus KundeKapital. 

For yderligere oplysninger
Pressechef Kristian Lund Pedersen, 39 17 58 79 eller klp@pfa.dk