Chefstrateg: Investorer holder sig tilbage inden brexit-afklaring

Tine Choi Danielsen

PFA's chefstrateg Tine Choi Danielsen svarer her på fem af de vigtige spørgsmål lige nu angående briternes udtræden af EU - Brexit.

Brexit er hovedagendaen, når EU-lederne mødes til topmøde i Bruxelles i dag, og det kommer i kølvandet på, at det britiske parlament i flere omgange har stemt nej til muligheden for at træde ud af EU uden en aftale, og at skilsmisseaftalen med EU blev stemt ned for tredje gang. Premiereminister Theresa May er derfor blevet sendt afsted for at bede om en udsættelse til 30. juni, og vi afventer nu, hvorvidt EU vil imødekomme dette.

Aktiekursstigningerne de seneste par uger viser, at som altid i politiske sager lader investorerne tvivlen komme briterne til gode. Striben af afstemninger i parlamentet har nemlig vist en vigtig ting, og det er, at briterne ikke ønsker et hårdt brexit. Siden årets start er pundet styrket godt 4 pct. over for danske kroner, og britiske aktier er fulgt med resten af Europa opad.

Nervøsiteten omkring brexit spores dog på markederne, da Storbritannien halter efter Europa med ca. 2,5 procentpoint set i forhold til. årets start. Det fortæller chefstrateg i PFA Tine Choi Danielsen.

Hvordan forholder finansmarkederne sig til den stigende usikkerhed i forbindelse med brexit?

”Vi har set de seneste par uger, at finansmarkederne har taget positivt mod, at vi nærmer os afslutningen på brexit-forløbet. Uanset hvad det hele ender med, så vil en aftale eller manglen på samme jo fjerne et kæmpe usikkerhedsmoment og give os vished om hvordan vi skal forholde os til Storbritannien fremadrettet,” siger hun.

Hun tilføjer, at det britiske pund på det seneste har stabiliseret sig, for man ved, at der kommer en eller anden form for afklaring snart, og det giver ro til investorerne.

Hvad vil markederne fokusere på til dagens EU-topmøde?

”Det forventes at  Theresa May får opbakning til en udsættelse af brexit på EU-topmødet  i dag, men det store spørgsmål bliver længden af udsættelsen. Jo længere tid de får, des længere skal vi leve med det politiske roderi og des højere bliver sandsynligheden for et nyt valg i landet. Det betyder fornyet usikkerhed og vil forventeligt presse såvel pundet som britiske aktier igen,” siger Tine Choi Danielsen
 
Hvad kommer et hårdt brexit til at betyde for aktiemarkederne, og hvilke sektorer vil blive hårdest ramt?

”Et hårdt brexit kommer til at ramme samhandlen mellem EU og Storbritannien. Ved en udtræden uden en aftale, er der alene WTO-handelsreglerne at læne sig op af, og det kommer til at give told på udenlandske varer og dermed højere priser for de britiske forbrugere. Bevægeligheden af varer og arbejdskraft bliver påvirket, og det vil påvirke dansk eksport negativt.” siger PFA’s chefstrateg. 

Hvilke konsekvenser kan det få for Danmark?

”Danmark er en lille åben økonomi, og Storbritannien er en af vores største samhandelspartnere. Et hårdt brexit vil gøre danske varer dyrere i Storbritannien, og vi kan derfor opleve at efterspørgslen skrumper, hvilket i sidste ende vil påvirke indtjeningen i eksportselskaberne negativt.”

Hvad ventes brexit at komme til at betyde for vækst og beskæftigelse i Europa – herunder Danmark? 

”En afklaring af brexit – uanset hvad det bliver – vil være godt for de fleste. Så ved vi, hvad vi skal forholde os til, og så bliver investeringsbeslutningerne nemmere at foretage. Hvis det fx bliver et hårdt brexit, så ved vi, at det er de internationale handelsregner fra WTO, der gælder, og så kan man begynde at planlægge efter det. Det er noget af det vigtigste for investorerne. Mange af de negative effekter er allerede indregnet, og en afklaring ventes at have en positiv effekt for aktiemarkederne,” siger chefstrategen.

Hun uddyber, at hvis man fx som virksomhed planlægger at lægge noget produktion i Storbritannien, så vil man typisk holde det tilbage, indtil der er kommet en afklaring.

”Ved en udskydelse af brexit til efter europaparlamentsvalget fortsætter vi i det spor, vi kom fra, og forhandlingerne mellem Storbritannien og EU vil fortsætte. Det gør, at investorerne fortsat får svært ved at træffe beslutningen om, hvorvidt de vil investere i Storbritannien eller ej,” siger Tine Choi Danielsen, chefstrateg i PFA.