PFA med til FN’s klimatopmøde i New York

Henrik Nøhr Poulsen er Managing Director for Global Strategic Partnerships i PFA

PFA deltager sammen med statsminister Mette Frederiksen på FN’s klimatopmøde i næste uge, når verdens vigtigste beslutningstagere mødes. Her skal PFA bl.a. være med til at fortælle, hvordan PFA og pensionsbranchen i Danmark er med til støtte op om den bæredygtige udvikling i energisektoren.

Danmark og statsminister Mette Frederiksen indtager en ledende rolle i forbindelse med, at FN holder klimatopmøde i New York den 23. september 2019. Her er Danmark sat i spidsen for at lede indsatsen med at fremme omstillingen af energisektoren i en mere bæredygtig retning. I det arbejde har PFA blandt en række udvalgte pensionsselskaber fået en fremtrædende rolle og skal blandt andet fortælle om den rolle, PFA indtager som storinvestor for den grønne omstilling.

”Det er meget glædeligt, at PFA og den danske pensionssektor er blevet inviteret med til New York og ses som en vigtig del af løsningen på, hvordan vi får verdens CO2-udledning bragt ned. Vi kommer med stor erfaring i at investere i grøn teknologi og i at være i dialog med energisektoren, så der er meget, vi kan byde ind med. Samtidig er vi som store investorer vant til via aktivt ejerskab at stille krav til, at selskaberne bevæger sig i en mere bæredygtig retning,” siger Henrik Nøhr Poulsen, Managing Director for Global Strategic Partnerships i PFA.

PFA har over de seneste år reduceret andelen af CO2-tunge selskaber markant, mens der er investeret massivt i grøn energi. Det har bl.a. medført, at PFA i dag er medejer af verdens største havvindmøllepark Walney Extension Offshore Wind Farm og en del af finansieringen bag havvindmølleparken Hornsea 1, der er under opførelse med sine 174 kæmpemøller. Samlet vil disse parker komme til at levere strøm svarende til årsforbruget i halvanden million husstande. Samtidig klimascreener PFA hele aktieporteføljen, for at sikre, at den holder sig indenfor målene i Paris-aftalen.

Samarbejde og fællesinitiativer er vejen frem

På klimatopmødet i New York skal verdens lande, udviklingsbanker, virksomheder og investorer diskutere konkrete løsninger for, hvordan man sikrer en hurtigere grøn omstilling og hæver klimambitionerne.

”Samarbejde og fællesinitiativer på globalt plan er helt afgørende for, at vi kan skabe en mere bæredygtig energisektor. For netop den sektor ved vi har en kæmpe påvirkning af klimaet. Det er også grunden til, at vi i PFA er engageret i internationale netværk eller partnerskaber som bl.a. Nordic Engagement Cooperation og Climate Action 100+, der er en international sammenslutning af investorer, som er i dialog med de 100 selskaber i verden, der har den største udledning af drivhusgasser,” siger Henrik Nøhr Poulsen.

Klima indtager en helt central rolle i den måde, PFA investerer på i dag. Ved at støtte op om Paris-aftalen og med udgangspunkt i bl.a. FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling indgår klimaet som et meget vigtigt element i den måde, vi investerer kundernes opsparinger på. Samtidig arbejder PFA som en af Danmarks største ejendomsinvestorer målrettet på energiforbedrende tiltag i mange af de mange bygninger, som selskabet ejer.

 

For yderligere oplysninger kontakt

Pressechef Kristian Lund Pedersen, klp@pfa.dk, +45 39 17 58 79