Markedskommentar: Saudi Arabien sender aktierne i gulvet

Af Tine Choi Danielsen, chefstrateg i PFA

Corvid19 og nedlukningen af Kina sendte olieprisen ned med ca. 23% i januar og februar. Det prisfald er nu fordoblet, og siden årets start er olieprisen faldet 50% til aktuelt 32 USD pr. tønde.

Årsagen er, at OPEC-landenes forsøg på at nå til enighed med Rusland om en produktionsbegrænsning er mislykket. Saudierne har i kølvandet herpå varslet, at man skruer op for produktionen for at fastholde markedsandele, og i dag er olieprisen så faldet til stort set samme bundniveau som i 2014-2016, hvor skifergas-revolutionen i USA forandrede oliemarkedet.

Meldingen sendte i første omgang de mellemøstlige landes aktiemarkeder til tælling, og den udvikling har i dag spredt sig til Asien, der i skrivende stund er faldet med 3-5%. De amerikanske og europæiske futures indikerer en lignende blodrød start på dagen. Statsrenterne er samtidig kollapset med den amerikanske 10-årige rente, der er nede på bare 0,5% og den 30-årige på 0,96%, hvilket er historisk lavt. Udviklingen skriger på alle måder efter, at Fed kommer med yderligere pengepolitisk lempelse, og at der skrues op for finanspolitiske tiltag for at understøtte den økonomiske vækst. Sidstnævnte har Australien annonceret i nat, og det er endda med forlydender om helikopter-penge, dvs. kontantudbetalinger til borgerne, som bl.a. et par andre asiatiske lande allerede har tyet til. Vores egen regering har ligeledes åbnet lidt op for at annoncere økonomisk støtte til virksomheder, der lider tab i forbindelse med aflyste event/konferencer.

Olieprisfaldet øger på den korte bane risikoen for en negativ spiral, der kan ende ud i en selvopfyldende krise. Energisektoren udgør 14% af det amerikanske high-yield obligationsmarked mod 3% af S&P500. Når olieindtægterne falder, øges risikoen for en misligholdelse af gælden, og det er den frygt, der i dag får investorerne til at sælge ud af risikofyldte aktiver. Tilbage i 2014-2016 klarede vi skærene, men modsat dengang er der i dag nu et nedadrettet pres fra både efterspørgsels- og udbudssiden på olieproducenterne, hvilket har fået flere olieanalytikere til at varsle fald ned mod 20 USD pr. tønde olie.

Hold fast i din investeringsstrategi for udsvingsrisikoen er stadig to-sidet

Udviklingen på den økonomiske side affødt af coronavirusset må siges at være langt mere flydende og uforudsigeligt end først antaget. Uvisheden er om muligt blevet større og størrelsen på de økonomiske konsekvenser umulige at sige noget som helst om; det eneste, vi med sikkerhed kan sige, er, at de bliver negative. Vi forventer fortsat et V-formet genopretningsscenarie, men understreger, at vi stadig befinder os på benet, der går nedad globalt set (modsat Kina, der så småt er begyndt at krybe opad).

Udvikler sygdomsspredningen sig som i Kina: 1) ca. 10 dage med eksponentiel vækst, 2) ca. en uge med et stabilt antal nye ramte pr. dag og 3) aftagende vækst i nye ramte, så kan vi stadig se frem til flere ugers usikkerhed og store udsving på finansmarkederne. Pt. ser det ud til, at sygdomsspredningen i Sydkorea og Italien følger samme forløb som Kina.

Vi anbefaler uændret, at man holder fast i sin investeringsstrategi og har styr på risikoen – det gør PFA for kunderne på tværs af Plus-profilerne. Sover man dårligt om natten på grund af aktiekursfaldene, bør man tage en snak med sin rådgiver. Husk dog på, at intet er gratis, hvorfor en omlægning af porteføljen til mindre risiko indebærer, at man tager et tab på lige knap 10% i globale aktier og køber dyrt ind i statsobligationer. Som tingene ser ud lige nu, er udsvingsrisikoen stadig to-sidet, forstået således at såvel finanspolitiske som pengepolitiske tiltag med ét kan vende stemningen på finansmarkederne. Kører det tog, så vil det efterlade mange investorer tilbage på perronen.