Kortvarig karruseltur på finansmarkederne

Chefstrateg i PFA, Tine Choi Danielsen.

Selvom vi i denne uge har oplevet de første markante kursfald i længere tid, er der ifølge PFA’s chefstrateg Tine Choi Danielsen ingen tegn på, at en længevarende nedtur er på vej. Hun vurderer, at der efter et år med stigninger sagtens kan komme yderligere fald på 5-10 pct., men ser det som opkøbsmulighed, da forventningerne om opsving og en fortsat positiv udvikling på aktiemarkederne stadig er intakte.

Står aktieopturen foran en ende i den nærmeste fremtid? Det spørgsmål er så småt begyndt at melde sig efter, at vi i de seneste dage for første gang siden oktober 2020 har oplevet nogle større kursfald på finansmarkederne. Siden ugens start er Nasdaq, S&P 500 og Dow Jones således faldet med henholdsvis ca.  1,5, 1,5 og 1 pct. Og ser man på de danske aktier, er de siden ugens start nede med 3,5 pct.

Ifølge PFA’s chefstrateg, Tine Choi Danielsen, er der dog næppe tale om begyndelsen på en længere nedtur, men snarere en forventet korrektion efter en lang periode med solide stigninger.

"Efter en lang periode med kursstigninger er det helt forventeligt, at investorerne begynder at tage nogle af gevinsterne hjem. Men det ændrer ikke på, at vi med den igangværende vaccineudrulning og fortsatte økonomiske håndsrækninger fra regeringer og centralbanker står foran en begyndende genoprejsning. Det afgørende spørgsmål er blot, hvor hurtigt det kommer til at gå. Tager det længere tid end forventet, så kan det give anledning til nervøsitet og bump på finansmarkederne undervejs,” siger Tine Choi Danielsen.

Hun tror fortsat på gode muligheder for afkast på den lange bane, men påpeger samtidig, at finansmarkederne med de store stigninger sidste år, særligt indenfor teknologi-sektoren, allerede har taget nogen af gevinsterne på forskud. Derfor var hun heller ikke overrasket over, at Facebook, Microsoft og Tesla trods fremlæggelse af pæne regnskaber i denne uge ikke har oplevet yderligere markante stigninger, men derimod kun er gået en lille smule frem eller, som Tesla, har taget et mindre dyk. 

Godt med guldgravere og risikovillig kapital
Selvom det lige nu er svært at få øje på sorte skyer, så skal man ifølge Tine Choi Danielsen være påpasselig med, hvad man hopper med på. For efter et år hvor udvalgte selskaber indenfor fx medicin- og tech-sektoren er steget eksplosivt, er der tilsyneladende mange, der jagter den næste store gevinst. Det har i den seneste tid givet anledning til nogle bizarre udviklinger. 

”For et par uger siden steg den upåagtede aktie Signal Advance pludselig eksplosivt, fordi den blev forvekslet med beskedkrypteringsappen Signal, som Teslas Elon Musk havde anbefalet i et tweet, men som intet havde med pågældende selskab, Signal Advance, at gøre. Og i denne uge har vi så set mærkværdige kursudsving for spilkæden GameStop, der er blevet genstand for en budkrig mellem nogle Hedge Fonde, der har investereret efter, at aktien skulle falde, og en gruppe fritidsinvestorer med tilknytning til redditgruppen, Wallstreetbets, som modsat har bakket aktien op," fortæller Tine Choi Danielsen.

Hun konstaterer derfor, at der efter et år med corona-nedlukninger og nedsat privatforbrug er mange, der har fået ekstra penge mellem hænderne, og at nogle af dem altså bliver placeret i tvivlsomme væddemål.