Blandende bolsjer giver bølgegang på markederne

Chefstrateg i PFA, Tine Choi Danielsen

I de seneste uger har vi set nogle gevaldige hop på markederne, som lige nu påvirkes af gode vækstudsigter på den ene side og inflationsfrygt og rentestigninger på den anden.

Opsving og inflation går typisk hånd i hånd, og lige for tiden er det sidstnævnte, der driver markedsudviklingen. Udsigten til stigende vækst og aktivitet har sendt inflationsforventningerne og statsrenterne op, og selvom det i sig selv er positivt, så er det sket med en sådan styrke og hastighed, at aktiemarkedet har svært ved at fordøje det. Det fortæller PFA’s chefstrateg, Tine Choi Danielsen.

”De højere renter har stor betydning for prisfastsættelsen på aktier, og vi har såedes set, at det især er gået ud over de dyre tech-selskaber, som det seneste årti har nydt rigtig godt af lave renter. Omvendt er der andre sektorer, som fx energi  og finans, der nyder godt af de stigende lange renter, men da tech-sektoren i dag er den største sektor i S&P 500 indekset, så kan det ikke undgås, at kursfaldene også forplanter sig i det brede indeks,” siger chefstrateg Tine Choi Danielsen.

Hun tilføjer, at den 10-årige amerikanske statsrente på kort tid er steget til 1,54 pct. fra de 0,95 pct., vi startede året med, og at den danske 10-årige statsrente ligeledes nærmer sig positivt territorium.

Vi venter stadig på ketchupeffekten
Indtil videre er hun dog mere optimistisk end pessimistisk, når hun ser på afkastmulighederne for resten af året. Inflationen er stadig på et meget lavt niveau, og vækstudsigterne er fortsat gode og vil, som hun påpeger, også i den kommende tid blive holdt i gang af en ekspansiv finanspolitisk i både USA og Europa:

”I EU har man netop vedtaget, at den corona-betingende suspension af budgetkravene skal fortsætte frem til 2023. Og i USA er Biden tæt på at få vedtaget sin 1900 milliard USD store finanspolitiske hjælpepakke. Samtidig har amerikanerne nu en meropsparing på mere end 1500 mia. kr., hvoraf en stor del formentlig vil gå til forbrug i takt med, at corona-restriktionerne lempes,” siger Tine Choi Danielsen.