Is i maven har givet danskerne betydelig pensionsgevinst under corona-krisen

Det har i den grad kunnet betale sig, hvis man som pensionskunde ikke lod sig friste til at ændre ved risikoen i pensionsordningen, da corona-krisen brød ud for et år siden og medførte store fald på finansmarkederne. Det viser nye beregninger fra PFA, som peger på, at opsparing og økonomisk tryghed generelt er blevet vigtigere for danskerne det seneste år med corona.

I denne tid er det et år siden, at corona-krisen ramte os, og Danmark og resten af verden lukkede ned. Det medførte voldsomme udsving på finansmarkederne, hvilket også ramte danskernes pensionsopsparing. 

Men selvom uroen naturligt nok gav anledning til bekymring hos pensionskunderne, havde langt de fleste is i maven og lod sig ikke friste til at skrue ned for risikoen i pensionsopsparingen i et forsøg på at begrænse tabene. Og det har i den grad kunnet betale sig, viser nye beregninger fra PFA.

Hvis man havde 1 mio. kr. på pensionsopsparingen 1. januar 2020 og en investeringsprofil med middel risiko (profil C i PFA) og 20 år til pension, så har man fået 5 pct. i afkast i 2020, hvis man ikke har foretaget sig noget. Men hvis man derimod skiftede investeringsprofil fra middel risiko til meget lav risiko profil i midten af marts 2020 pga. de store fald på markederne og efterfølgende skiftede tilbage til middel risiko en måned senere i midten af april 2020, så vil man have fået 0 pct. i afkast i 2020.

Altså har gevinsten ved at have is i maven i 2020 været, at pensionsopsparingen er vokset med 5 pct. Og det viser, at det kan betale sig at holde fast i den investeringsprofil, som man valgte i første omgang, lyder det fra Carsten Holdum, forbrugerøkonom i PFA.

”Corona-krisen viste endnu en gang, at det var helt fornuftigt at blive liggende i sin investeringsprofil. Ikke mindst blev det meget tydeligt, at markederne skifter hurtigt - både når de falder, og når det vender. Som privatperson kommer man typisk galt af sted, hvis man beslutter at ændre investeringsvalg i perioder med stor uro på finansmarkederne. For selvom det er naturligt og fristende at ville skrue ned for risikoen, når kursfaldene rammer, er der stor risiko for at komme ind i den forkerte spiral med at sælge billigt og købe dyrt. I så fald bliver man straffet to gange,” siger han. 

PFA’s tal viser, at over 99 pct. af kunderne ikke ændrede investeringsprofil, da corona-krisen brød ud sidste år.

”Voldsomme fald på finansmarkederne som dem, vi har set under corona-krisen, kan give nogle betydelige negative afkast på meget kort tid, og det kan komme som en stor forskrækkelse. Og ikke mindst når man har sin pensionsopsparing i såkaldt markedsrente, hvor udsvingene på markederne slår direkte igennem på ens opsparing. Men man skal huske på, at pension er langsigtet opsparing, og at der vil komme perioder med både op- og nedture over årene. Og derfor er det bedre én gang for alle at vælge sin investeringsprofil, have is i maven og holde sig til den – også i turbulente tider. Og det har langt de fleste valgt at gøre under corona-krisen, hvilket er meget glædeligt,” siger Carsten Holdum.

Økonomisk tryghed er blevet vigtigere

Han peger desuden på, at corona-krisen har accelereret tendensen til øget opsparing blandt danskerne, som i forvejen er et særdeles opsparingsivrigt folkefærd. Således sparede danskerne mere op i 2020 end nogensinde før.

”At danskerne under krisen har brugt færre penge og i stedet polstret sig i stor stil, hænger naturligvis sammen med, at der har været sat en stopper for aktiviteter, som en del af vores forbrug normalt går til. Men det er også et udtryk for, at økonomisk tryghed bliver vigtigere for os i krisesituationer. Med en solid opsparing i bolig, frie midler og pension står man stærkere generelt, og man er f.eks. bedret rustet, hvis man mister jobbet eller på anden vis bliver ramt af økonomiske udfordringer. Den viden giver ro og ikke mindst i turbulente tider,” siger Carsten Holdum.

Han tilføjer, at vores ændrede privatøkonomiske adfærd i retning af mindre forbrug under corona-krisen også er udtryk for ændrede prioriteringer i livet.

”Normalt er mange motiveret og drevet af at løse opgaver, have succes, tjene og forbruge penge. Men under en sundhedskrise som corona skifter dette straks til et helt andet fokus på sundhed og de nære oplevelser med natur, venner og familie. Der er i forvejen en megatrend i samfundet, når det gælder grøn omstilling og at forbruge mindre, mens det giver mere glæde og status at have en sundt liv i balance med sig selv. Og dette forstærkes under krisen,” siger Carsten Holdum.