Vi mangler hænder - seniorerne er en del af løsningen

Dansk erhvervsliv mangler kvalificeret arbejdskraft. Programchef i PFA, Jesper Brask Fischer, peger på, at virksomhederne kan løse en del af problemet ved at få bragt beskæftigelsen blandt seniorer på niveau med Sverige.

Kronik af Jesper Brask Fischer, programchef i PFA

Danske erhvervsliv skriger lige nu på kvalificeret arbejdskraft. Ledigheden er rekordlav og nye tal fra Danmarks Statistik viser, at 28 pct. af de danske virksomheder i august siger, at de mangler ansatte.

Det er den højeste andel i 10 år og vidner om en generel mangel på hænder i dansk erhvervsliv, som kræver politiske løsninger. Én af løsningerne kan virksomhederne imidlertid finde i egne rækker.

En rapport fra regeringens seniortænketank har nemlig tidligere vist, at hvis Danmark kan komme op på det svenske niveau, når det gælder beskæftigelse blandt seniorer, ville det svare til at øge beskæftigelsen med omkring 50.000 personer – svarende til en forbedring af de offentlige finanser med ca. 13,5 mia. kr. og et beløb højere end udgifterne til 20.000 sygeplejersker.

Stor stigning i seniorer

Ser vi på de store virksomheder med over 1000 ansatte, som har deres pensionsordning i PFA, vil andelen af 55+ årige stige fra at udgøre 23 pct. i dag til 31 pct. om bare tre år. Derfor har det aldrig været mere afgørende for arbejdspladsen at arbejde målrettet med fastholdelse af seniorer.

Vores analyser i PFA viser, at der generelt mangler dialog om seniorernes ønsker og muligheder på landets arbejdspladser, og det kan betyde, at de går på pension, før de reelt ønsker. 

For at undgå, at det sker, skal virksomhederne tænke i nye baner. Vi skal væk fra den forældede tankegang, hvor arbejdslivet slutter brat fra den ene dag til den anden. Og vi skal være meget bevidste om, at det ikke bare er de unge på arbejdspladsen, som efterspørger en karriereplan.

Virksomheder mangler klar seniorpolitik

Tilbagetrækningsalderen stiger markant, og flere og flere oplever at blive på arbejdsmarkedet længe efter deres 60-års fødselsdag. Derfor er der behov for, at der kommer markant større fokus på dialogen om senkarrieren på arbejdspladserne.

I PFA gennemførte vi for nyligt en undersøgelse blandt 2.500 beskæftigede danskere og 200 virksomheder om netop senkarriere. Den viser, at 3 ud af 4 virksomheder ikke har nogen klar politik for seniorarbejdslivet, og at over halvdelen af virksomhederne ikke har indarbejdet samtaler om seniorarbejdslivet i medarbejderudviklingssamtalerne.

Behov for fleksible løsninger

Det kan betyde, at man ikke får taget den nødvendige dialog om, hvad den ældre medarbejder har af ønsker og behov, og hvad der er muligt på arbejdspladsen. Det kan medføre at medarbejderen vælger pensionen frem for at fortsætte – også selvom vedkommende faktisk gerne vil arbejde.

Undersøgelserne viser fx, at 3 ud af 4 medarbejdere gerne vil gå ned i tid, efter de fylder 60 år, men 53 pct. ser det ikke som en mulighed at gå ned i tid i deres nuværende stilling.

Og det er på trods af, at 80 pct. af virksomhederne oplever, at medarbejderne har den mulighed allerede i dag. 

Der er altså et kæmpe uforløst potentiale for virksomheden, medarbejderen og samfundet, hvis man lykkes med at skabe nogle mere fleksible løsninger, der tilgodeser både den enkeltes ønsker til senkarrieren og virksomhedens behov.