Overvældende interesse for PFA’s seniorbofællesskab i Sønderborg

Fællesskab, aktiv fritid og bæredygtighed bliver kendetegnende for det kommende Sønderborg Bofællesskab, som er målrettet beboere i alderen 50+. D. 7. oktober er der første infomøde for interesserede, og pladserne blev revet væk på kort tid.

Næste sommer står 44 lejligheder i Sønderborg Bofællesskab klar til tage imod sine nye beboere, hvor havudsigt, fælleskøkken, bådhus til kajakker og række andre attraktive faciliteter skal danne rammerne for et hyggeligt og inspirerende seniorliv.  

I dag der første infomøde om Sønderborg Bofællesskab, og interessen har været overvældende.

”Vi nåede kun at sende invitationer ud til en tredjedel af vores målgruppe, førend de 290 pladser var revet væk og der er pt. venteliste. Vi har derfor valgt at holde åbent hus i prøvelejlighederne ad flere omgange, når de står klar i januar.  Hos PFA ønsker vi at tage aktiv del i at løse behovet for mere seniorvenlige boliger og bofællesskaber. Det er vores kommende bofællesskab i Sønderborg et rigtig godt eksempel på,” siger Michael Hansen, senior portefølje manager i PFA.

Boligerne kommer til at variere i størrelse fra to til tre værelser og fra 66-86 m2 og bæredygtighedscertificeres med DGNB-guld, som gives til byggerier, hvor bæredygtigheden er i top, hvad angår miljø, økonomi og sociale forhold.

Sønderborg Bofællesskab er tegnet af Reiulf Ramstad Architechts og opføres i samarbejde med Bitten og Mads Clausens Fond. 

Flere vil i seniorbofællesskaber

En måling foretaget af Epinion for PFA foretaget sidste år viste, at 19 pct. af den aldersgruppe, der nu er 56 år og derover, gerne vil bo i et boligfællesskab for seniorer, når de går på pension. 

Og tal fra Realdania viser, at antallet af seniorer, der er interesseret i at flytte i et seniorboligfællesskab, ventes at vokse fra 80.000 i dag til over 140.000 frem mod 2040. 

”De kommende år kommer der væsentlig flere seniorer, og selvom de for en stor dels vedkommende er friske og rørige, så ændrer behov og præferencer sig med alderen. Der kan fx opstå et ønske om at bruge mindre tid på havearbejde eller vedligeholdelse af en stor bolig og et større behov for at prioritere interesser og fællesskaber. Derfor bygger vi seniorboligfællesskaber, der skal medvirke til at øge livskvaliteten. Det er samtidig en solid og langsigtet investering, der skal bidrage positivt til pensionsopsparingerne hos PFA’s kunder,” siger Michael Hansen.

PFA bygger bofællesskaber i hele Danmark

Udover bofællesskabet i Sønderborg har PFA har allerede et seniorbofællesskab i Odense, som er klar til indflytning. Derudover bygger PFA nye seniorbofællesskaber i Slagelse og Horsens, som ventes at stå klar i 2023. Det sker som led i PFA’s målsætning om at etablere friplejehjem, seniorboliger og seniorbofællesskaber i 10 større danske byer. 

Fakta

  • Alle har mulighed for at leje en lejlighed i Sønderborg Bofællesskab men kunder i PFA har fortrinsret.

  • Det er muligt at skrive sig op seks måneder før seniorbofællesskabet er klar til indflytning.

  • Der afholdes åbent hus den 29. og 30. januar for PFA’s kunder samt den 5. og 6. februar for alle andre. (kl. 10-14).