Kim Duus er ny bestyrelsesformand i PFA

Kim Duus er i dag valgt som bestyrelsesformand i PFA. Han har næsten 40 års erfaring fra den finansielle sektor, og han har bl.a. været medlem af Nykredits direktion i 10 år – frem til 2019. Her stod han med succes i spidsen for bl.a. Nykredits kapitalforvaltning samt erhvervs- og institutionelle kunder.

Kim Duus ser frem til at blive en del af PFA’s kundefællesskab.

”Jeg ser frem til, sammen med den øvrige bestyrelse og PFA’erne, at føre strategien ”Fokuseret kundefællesskab” ud i livet og skabe mest mulig værdi og tryghed til 1,3 mio. kunder og dermed samfundet,” siger Kim Duus og fortsætter:

”Vi bidrager til, at vores kunder er sunde og raske, at de er økonomisk trygge,  og at de får et godt seniorliv, samtidig med vi skaber attraktive afkast via bæredygtige og ansvarlige investeringer. Derfor har vi som pensionsselskab aldrig været mere relevante for vores kunder og samfundet, end vi er lige nu, og den position ser jeg frem til at bidrage til at styrke,” siger han.

Kim Duus har det seneste halve år været næstformand i PFA’s bestyrelse, så han har allerede et godt kendskab til selskabet:

”PFA har en unik position som et markedsledende pensionsselskab, som tilmed er et kundefællesskab. Gennem de seneste år har PFA’s stærke løsninger og service til kunderne inden for økonomisk tryghed, sundhed og det gode seniorliv sammen med attraktive afkast ført til en betydelig og lønsom vækst, og det arbejde skal vi fortsætte med uformindsket styrke, for alt det vi gør, kommer kunderne til gode,” siger han.

For yderligere oplysninger kontakt pressechef Rikke Gredsted Seidenfaden på tlf. 27589588.