Stærk regnskabssæson får en kold skulder fra markedet

Både USA og Europa er nu næsten gennem regnskabssæsonen, som har været en god en af slagsen. Indtjeningsforventningerne til hele 2024 i begge områder er blevet opjusteret i kølvandet på meldingerne, og indfris forventningerne, er der udsigt til endnu et år med pæne aktiekursstigninger.

Det går godt for mange børsnoterede selskaber i Europa og USA.

Indtjeningsvæksten for Europa i 2024 ligger nu på 4,5% og næste år på 10,6%. I USA er euforien større med 10,2% for 2024 og 14,0% i 2025. Det falder godt i tråd med PFA’s forventninger om, at det forbrugsdrevne opsving fortsætter i USA i år samtidig med, at de europæiske økonomier stille og roligt bevæger sig ud sidste års vækstafmatning. 

Store selskaber trækker læsset

I Europa har 58% af selskaberne leveret bedre indtjening end forventet og faktisk slået forventninger med knap 4%. Udviklingen er trukket af stabilt forbrug, finans- og energisektoren, og for denne sæson er det altså de store selskaber, som trækker læsset. 

Andelen af amerikanske selskaber, der har slået forventningen, er endnu højere og ligger nu over det 5-årige gennemsnit på 78%. Ligesom i Europa er det de store selskaber, der overrasker positivt trukket af stabilt forbrug, sundhed, IT og industri.

Investorer tager profitten hjem

Malurten i bægeret er, at markedsreaktionen har været afdæmpet. Til trods for at et højt antal virksomheder har levereret bedre end forventede resultater for 1. kvartal, har investorerne valgt at ignorere det, og den typiske belønning i form af efterfølgende kursstigninger har været afdæmpet. Faktisk ser det mere ud til, at investorerne har benyttet lejligheden til at tage profit hjem efter det stærke aktieridt siden starten af november sidste år. 

Hos PFA’s chefstrateg, Tine Choi Danielsen, kommer det ikke som nogen overraskelse:

”Det kan man ikke klandre investorer for. Sammen med regnskaberne har vi også været gennem en periode med store ændringer i inflationsbilledet og dermed forventningerne til den amerikanske pengepolitik. Så trods de gode regnskaber, så har makrobekymringerne og de seneste stigninger i obligationsrenterne altså vægtet tungere på aktiemarkedet”, siger hun og tilføjer: 

”I det miljø skal vi dog alligevel glæde os over de gode regnskaber, for hvis ikke de var kommet, så havde markedet været en stødpude fattigere og kunne meget vel have sat sig endnu mere end de knap 5% det faldt i april.”