PFA’s sundhedsforsikring bliver bedre – hurtig onlinehjælp får markant løft

Efter et år med stærke erfaringer med Online Læge skruer PFA nu markant op for den digitale hjælp til kunderne. Fremover kan PFA’s kunder med en sundhedsforsikring benytte sig af Online Læge, Online Fysioterapi, Online Psykolog, Online Familierådgiver og Online Coach, og PFA styrker dermed sit tilbud til kunderne på sundhedsområdet – et tilbud der i forvejen er vurderet som det bedste af både privat- og virksomhedskunder.

Med øget fokus på online-hjælp er vejen til hurtig hjælp blevet let tilgængelig. Noget som kunder med en sundhedsforsikring ved PFA allerede har benyttet i stor stil. Det første års tid med online lægehjælp er det blevet til 44.000 online lægekonsultationer. 

”Erfaringerne viser, at tidlig indsats er afgørende. Hvis vi kan hjælpe vores kunder så hurtigt som muligt med online læge, fysioterapi, psykolog, familierådgiver og coach, så minimerer vi samtidig risikoen for, at man bliver langtidssyg, eller at problemerne vokser sig større og bliver langvarige,” Camilla Holm, koncerndirektør i PFA. 

Online hjælp komplimenterer PFA’s eksisterende værditilbud på sundhedsområdet, og giver kunderne mulighed for at få den rette hjælp både online og fysisk alt efter behov og kompleksitet.

Lettere at få hjælp

Med de nye online ydelser kan man få hjælp hurtigere både, når det gælder fysiske, psykiske og familiære udfordringer. Hverken online fysioterapi, psykolog, familierådgiver og coach kræver nemlig henvisning fra læge eller forudgående kontakt til PFA, og derfor forventer PFA at kunne hjælpe flere kunder, som ellers ikke ville søge hjælp. 

Dette er først og fremmest godt for den enkeltes sundhed, men også virksomhederne og hele samfundet har gavn af bedre og hurtigere sygdomsforebyggelse.

”PFA ønsker at hjælpe vores kunder på den måde, der passer den enkelte kunde bedst. Med de nye online-tilbud, der ikke koster kunderne ekstra, gør vi hjælpen endnu lettere tilgængelig for børnefamilier og de mange danskere, der har travlt i hverdagen og måske ikke kan nå forbi lægen eller behandleren inden lukketid,” siger Camilla Holm.

Løfter sundheden

PFA forventer, at det omfattende tilbud om online læge, fysioterapi, psykolog, familierådgiver og coach, som kunderne ikke skal betale ekstra for, vil være medvirkende til at løfte kundernes generelle fysiske og mentale sundhed. 

”Når vi i PFA investerer endnu mere i kundernes sundhed, så er det fordi vi er til for vores kunder. En øget investering i den tidlige indsats med online-hjælp er både godt for kundernes sundhed, PFA som virksomhed og dermed det samlede kundefællesskab, som vi har med vores 1,3 mio. kunder.” siger Camilla Holm.

Den nye udvidede hjælp bliver en del af standardproduktet for kunder med en sundhedsforsikring i PFA, og dermed skal kunderne ikke betale ekstra for de nye services. 

Med de nye online-services er PFA’s værditilbud et af de mest omfattende på markedet til dato, og dermed udbygges positionen som det pensionsselskab med den bedste sundhedsforsikring.  

I en ny virksomhedsmåling fra Aalund bliver PFA’s sundhedstilbud vurderet som bedst både i forhold til at møde kundernes behov og hjælpe og rådgive, når kunden bliver ramt af sygdom. Også privatkunderne rater i EPSI’s seneste måling PFA i top som et selskab, der giver den hjælp, som kunderne har brug for.